Teknologiskolens 4. sæson nærmer sig, og vi har allerede godt 75 tilmeldte. Vi har i år oprettet et nyt hold som vi har valgt at kalde Soft Robotics (http://administration.teknologiskolen.dk/…/find_or_add_pa…/7).
Det har endnu ikke fået nogen tilmeldinger, så derfor har vi ændret en lille smule på holdbeskrivelsen for forhåbentligt at forklare lidt bedre hvad holdet går ud på. Man kommer til at lære mange af de samme ting som på Robotspirerne og Robotaspiranterne, men anvendelsen, og de materialer man bruger til at bygge med bliver lidt anderledes.
Man kan f.eks. komme til at bygge wearables (ting man kan have på kroppen) eller andre interaktive teknologier, der har en blødere og mere menneskekompatibel interaktionsform end de klassiske robotter.
Soft Robotics er et ingeniør- og forskningsområde, der i den grad er på vej frem, og derfor synes vi også vi gerne vil prøve kræfter med det i Teknologiskolen!